Med ViaPlay åbner der sig en verden meget lig den du kender fra Netflix, dog med en enkelt kæmpe fordel. Den vender vi tilbage til.
Empire fik premiere på ViaPlay før sommerferien og er en af de mest seete serier på streamingtjenesten. Empire handler om Lucious Lyon, spillet af Terrence Howard, som er kongen af hip hop. Han er CEO for Empire Entertainment – og en tidligere gangster. Hans musik imperium har høstet succes i mange år, men alt ændrer sig, da han finder ud af, at han lider af en sygdom, som inden for tre år vil gøre ham lammet. Uret tikker, og han skal lære sine tre sønner, hvordan man styrer virksomheden, så de, i en ikke så fjern fremtid, kan overtage hans livsværk.
Der ligger flere nyere biograffilm på ViaPlay og lige nu kan du f.eks se Naboer med Seth Rogen og Zac Efron, Leonardo DiCaprio i The Wolf of Wall Street, Jamie Foxx i White House Down, Brad Pitt i Fury, Hugh Jackman som The Wolverine eller Liam Neeson i Non-Stop.
Mon ikke børnene vil glæde sig til at se Toy Story 1+2+3, Det regner med frikadeller 1+2, Horton og Støvfolket og den populære serie, Violetta.
ViaPlay til børnene
I det hele taget er udvalget af især børnefilm på ViaPlay imponerende. Store successer i biografen som Flyvemaskiner 2, Ratatouille og Space Dogs 2 kan ses på ViaPlay.
Derudover kan du se populære serier som Diego, Dora Explorer,SvampeBob Firkant og Teenage Mutant Ninja Turtles.
Derudover finder du et hav af populære reality tv-programmer på ViaPlay, som Familien fra Bryggen, Paradise Hotel, Robinson Ekspeditionen, For lækker til love og mange andre.
Fordelen ved ViaPlay
Der er timevis af god underholdning, som du kan se på mobilen, tablet, computer, Smart TV, Apple TV, Chromecast samt spilkonsollerne: XBox 360 og Playstation 3 & 4.
Fuldstændig som du kender det fra Netflix, men dog med en enkelt forskel: Du kan downloade film og afsnit af serier til din telefon eller tablet, så du kan se dem uden at være på internettet! Du kan med andre ord hente film ned til en længere biltur ned igennem Tyskland, hvor ungerne har brug for lidt underholdning på bagsædet. En fantastisk feature, som vi kun kan håbe på også finder vej til Netflix.
Som du kender det fra Netflix forsvinder film og serier også fra ViaPlay og nye kommer til, men modsat Netflix fortæller ViaPlay dig hvornår en serie eller film forlader tjenesten, så du i god tid vil vide, om du skal skynde dig at se serien færdig. Endnu en feature vi kun kan håbe snart også kommer på Netflix.
Det storslåede historiske drama fra 2011 The Eagle kan nu ses på Netflix Danmark.
I The Eagle drager den romerske soldat Marcus Aquila (Channing Tatum) i år 140 e.Kr. fra Rom til Skotland. Marcus skal undersøge, hvorfor den niende legion, med hans far i spidsen, forsvandt sporløst 20 år forinden.
Sammen med sin britiske slave Esca (Jamie Bell) drager Marcus mod nord for at ære sin fars minde, bekæmpe vilde stammer og generobre den niende legions fortabte guldemblem, The Eagle of the Ninth.
The Eagle er instrueret af Kevin Macdonald – manden bag ‘The Last King of Scotland’ (2006).
BT gav filmen 4 stjerner og skrev “… flotte landskaber og kampscener med klar koreografi og for biografgængere med sult efter uniformer, er romerne i kamp en fryd for øjet. I glimt rammer filmen fede øjeblikke a la ‘Gladiator’, ‘Apocalypto’ og ‘Valhalla Rising’, mens det samlede indtryk er noget mere gennemsnitligt.”
Så er første afsnit af Better Call Saul, den længe ventede spin-off serie til Breaking Bad, endelig på Netflix.
Better Call Saul handler om advokaten Saul Goodman (Bob Odenkirk) eller rettere: Hvordan den forholdsvis ukendte advokat Jimmy McGill bliver til Saul Goodman – den populære advokat vi kender fra tv-serien Breaking Bad, hvor han hvidvasker penge for Walter White.
Handlingen i Better Call Saul foregår seks år før Saul møder Walter White. Det er før hans billige tv-reklamer med ‘Better Call Saul‘ som slogan.
Fra et ydmygt lokale bag en skøndhedssalon forsøger Jimmy at slå sig ned som advokat, men han får kun små sager og hans kalender er bestemt ikke fyldt op med sager. For at få pengene til at slå til, er han nødt svindle tilfældige mennesker. Det ender dog med at gå udover de forkerte og pludselig er Jimmy fanget midt i ørkenen omgivet af gangstere.
Efterhånden som flere af figurene fra Breaking Bad introduceres, ændres Jimmy fra at være den lovlydige advokat, til at være den sleske advokat Saul. En af de første vi møder er Mike ‘Fixer’ Ehermantraut (Jonathan Banks), der også var en kendt figur fra Breaking Bad.
Better Call Saul på Netflix
Better Call Saul sæson 1 kom på Netflix den 9. februar 2015. Better Call Saul sæson 2 får premiere på Netflix den 16. februar 2016 og det ventes, at der herefter kommer et nyt afsnit om ugen de følgende 10 uger.
Den franske thriller Carlos the Jackal fra 2010 kan nu ses på Netflix Danmark.
Dette er den autentiske historie om Ilich Ramirez-Sanchez (Édgar Ramírez) fra Venezuela – kendt og berygtet under navnet Sjakalen Carlos, der i 20 år var den mest eftersøgte terrorist på jorden.
I forskellige forklædninger og under mange pseudonymer var han i spidsen for en verdensomspændende organisation med ansvar for hensynsløse drab, kapringer og bombninger. Sjakalen var skånselsløs i sine terrorhandlinger, eftertragtet af alverdens kvinder og en iskold snigmorder, som nåede at finde allierede blandt arabiske terrorister og østblokkens regimer.
Dette er hans utrolige historie, fra han blev uddannet af palæstinensiske guerillasoldater, over alle snigmordene, kidnapningerne og bombeattentaterne – til han endelig blev fanget og dømt i 1994.
Filmen Carlos the Jacka blev nomineret i flere Golden Globe-kategorier.
Hovedpersonen selv er i dag 66 år gammel og sidder i en fængselscelle i Paris. Han er ikke specielt imponeret over filmen om ham selv. Han er især kritisk overfor den måde, hvorpå filmen fremstiller kidnapningen af flere ministre fra Opecs hovedkvarter i Wien i 1975.
Carlos the Jackal findes i en 5-timers TV-version, men på Netflix er det den 2 timer og 38 minutter lange biografversion.
Carlos the Jackal kom på Netflix den 4. februar 2015.
Paprika Steen’s komedie Til Døden Os Skiller fra 2007 kan nu ses på Netflix.
Filmen handler om Jan (Lars Brygmann), der bestemt ikke har det nemt.. Han er uden sammenligning den mest upopulære medarbejder på Sverigesbåden, hvor han bestyrer restauranten. Hans ægteskab med den ikke helt almindelige Bente (Sidse Babett Knudsen) er på randen af et sammenbrud.
Jans chef fornemmer, den er helt gal og sender Jan i gruppeterapi. Her opstår et venskab mellem Jan og de to mekanikere Alf (Rasmus Bjerg) og Rudy (Nicolaj Kopernikus). Jan ser endelig et lys for enden af tunnellen, men venskabet tager en uventet drejning, og nu bliver det først rigtig svært at være Jan.
De danske anmeldere gav middelmådige karakterer til komedien. En af de mest positive anmeldelser kom fra Jyllands-Posten, som gav Til Døden Os Skiller 4 stjerner og skrev: “Det er i de bedste øjeblikke, som er det meste af filmen, en historie om, hvor store og ærlige følelser, der kan ligge på bunden af selv det mest knudrede og tilsyneladende kuldsejlede forhold.”
Til Døden Os Skiller kom på Netflix den 4. februar 2015.
Så er det vinterferie og hvis der står hjemlig hygge på programmet, er der masser af gode film på Netflix til familiens yngste. Vi har fundet de syv bedste film på Netflix til børn, som også resten af familien kan holde ud at se.
Udvalget af film på Netflix bliver løbende skiftet ud efterhånden som deres rettigheder til filmene udløber, men netop her i vinterferien er der rigtig mange spændende familie- og børnefilm på Netflix.
Alle filmene på denne liste kan ses med dansk tale, hvilket vi har sat som absolut minimums krav. Derudover har vi vægtet anmeldelser og filmenes popularitet i biografen. Endelig har mine egne drenge på 4 og 7 år haft en finger med i spillet i denne liste. Alle filmene ligger lige nu (februar 2015) på Netflix.
Som altid er filmene listet i kronologisk rækkefølge med de nyeste først.
Vilde Rolf (2013)
Vilde Rolfhandler om computerspils figuren Rolf, der i årevis har stået i skyggen af Fix-det Felix Jr. – helten i deres spil. Træt af at spille skurk, tager Rolf sagen i egne store hænder og tager ud på en rejse tværs over arkaden, gennem flere generationer af videospil, for at bevise, at han har hvad der skal til for at være en rigtig helt. De danske stemmer leveres af blandt andre Nikolaj Steen og Christiane Schaumburg-Müller. Vilde Rolf minder i stil om klassikeren Toy-Story, uden dog at nå helt op i samme kaliber. Men mindre kan også gøre det og Vilde Rolf er en super underholdende film fra Walt Disney Animation Studios. Den var nomineret til en Oscar for Bedste animerede film.
De populære Pixar-figurer Mike og Sully er tilbage i animationsfilmen Monsters University, der er noget så usædvanligt som en prequel til Monsters Inc. fra 2001, der de to arbejder sammen i firmaet Monsters Inc, der omdanner skræmte børns skrig til elektricitet. Monsters University handler om monsteret Mike Wazowski, der hele livet har drømt om at blive en “skræmmer” og nu har han chancen for at uddanne sig til én på selveste Monsters University. Mike bliver uvenner med den populære Sully og de to monstre kommer i klammeri. De bliver begge bortvist og må arbejde sammen for at gøre tingene godt igen.
Croods (2013)
Se den sjove animationsfilm om neandertaler-familien Croods, der må træde ind i fremtiden for ikke at blive en del af fortiden. De har hele deres liv levet i en hule, men da den styrter sammen, er de nødt til at vove sig ud i den nye verden for at finde et nyt hjem. Familiens overhoved er faderen Grug, der plejer at løse alle problemer med sin enorme styrke, men de udfordringer, der venter familien kræver også andet end styrke. Det er folkene bag ‘Sådan Træner Du Din Drage’, der har lavet Croods, som måske ikke er den flotteste animationsfilm der er lavet, men Croods byder på mange sjove grin for hele familien.
http://youtu.be/UbzBYLclH6Y
Det Regner Med Frikadeller (2010)
Der er sjov for hele familien i den animerede film Det Regner Med Frikadeller, der handler om opfinderen Flint Lockwoods, hvis nye opfindelse ved et uheld farer op i skyerne som en raket og ødelægger byens rådhusplads, hvorefter det begynder at regne med burgere. Endelig en opfindelse, der virker! Men da folk grådigt spørger efter mere og mere mad, går maskinen amok og skaber spaghettitornadoer og kæmpefrikadeller. Nu er det op til Flint og hans to medhjælpere: vejr-pigen Sam Sparks og den talende abe Steve, at få slukket maskinen. Det Regner Med Frikadeller er baseret på en børnebog fra 1978 skrevet af Judi og Ron Barett. Fantastisk underholdende film!
Fra DreamWorks kommer filmen om superskurken Megamind, der er i konstant kamp mod byen, Metro City’s store helt, Metro Man. En dag lykkedes det dog Megamind at få skovlen under Metro Man og dermed overtager han byen. Livet som skurk er dog ikke så sjovt når der ikke er en helt og derfor skaber Metro Man en ny helt, Tighten – bare for at få lidt modstand. Han er dog alt andet end en superhelt, faktisk mere en skurk. Så nu er det pludselig Megamind, der er helten i byen. BT gav filmen 5 stjerner og skrev “god uden at være genial”. En super sjov og spændende film, som hele familien sagtens kan se flere gange.
http://youtu.be/NPI0eatlo_M
Happy Feet (2006)
I modsætning til vennerne synger den unge pingvin Mumle ikke godt nok til at tiltrække en mage, men han har et usædvanligt talent: Han er helt fantastisk til at steppe, hvilket får ham smidt ud af pingvin-flokken, der er træt af hans evindelige stepperi. Mumle drager afsted for at få en åbenbaring, hvorefter han støder ind i de spansk-accent-talende pingviner, Ramón, Néstor og Raul, så kan eventyret for alvor begynde… Men vil Happy Feet nogensinde finde sin eneste ene, når han ikke kan synge sin “kærligheds-sang”? En sød film med et helt fantastisk soundtrack, der vil få humøret op på hos alle i familien.
Robotter (2005)
Fra folkene bag Ice Age, kommer her et fantastisk rumeventyr, hvor vi følger den unge robot, Rodney Copperbottom. Han er en ung eventyr- og eksperimenterelysten robot, der drager til den store by for at virkeliggøre sin drøm om at blive opfinder hos sit store idol, opfinderen Bigweld til gavn for alverdens robotter. Det viser sig at være noget af en udfordring for den onde tyran, Ratchet har taget magten og forvist Bigweld fra sit livsværk. Men Rodney lader sig ikke sådan stoppe og han finder hurtigt venner i byen, der vil være med til at vælte Ratchet af pinden. En vittig film med et hav af skøre indfald og gode stemmer, der leveres af blandt andre Timm Vladimir, Martin Brygmann, Trine Dyrholm, Keld Nørgaard og Lars Hjortshøj.
Dette var vores liste over de syv bedste børnefilm på Netflix, som resten af familien også kan se. Der er naturligvis mange andre børnefilm på Netflix, som vi har valgt at skære fra i udvælgelsen. Vi ville f.eks gerne have haft The LEGO Movie fra 2013 med. Det er en super flotte animationsfilm, der passer perfekt til familiehygge i vinterferien, men desværre er den version der ligger på Netflix kun med danske undertekster og ikke med dansk tale.
Holdet bag filmen Blå Mænd er igen tilbage i komedien Alle for én, der nu kan streames på Netflix.
Alle for én handler om de fire drengerøve og barndomsvenner Martin (Jon Lange), Ralf (Mick Øgendahl), Timo (Rasmus Bjerg) og Nikolai (Jonatan Spang).
Martin samler de gamle drenge, for at få hjælp til sin skrantende karriere som politibetjent. Problemet er, at de tre andre ikke altid er lige lovlydige og planerne går da også i vasken, hvor efter de tvinges til at ‘lege’ sammen som i gamle dage, hvor de var ‘alle for én’
Det er Mick Øgendahl der har skrevet Alle for én, som er instrueret af Rasmus Heide.
Alle for én på Netflix
De danske anmeldere var i den grad delte, da filmen kom i biograferne i 2011. Alle for én fik alt fra 1 til 4 stjerner.
Mest positiv var BT, der gav fire stjerner og skrev “Som en alvorlig voksen kan du med rimelighed godt klage over klichéer, overspil og enkelte vitser, der aldrig letter, men alt i alt skaber »Alle for én « godt humør og en rar stemning i biografen. Især for drengerøve mellem 10 og 16 år.”
Når vi danskere først kommer i gang med en tv-serie, vil vi ikke vente en uge på at se det næste afsnit. Vi vil have mere….meget mere. Det viser en ny undersøgelse, som Norstat har foretaget for streamingtjenesten Netflix.
I undersøgelsen siger mere end 67% af alle os der streamer tv, at vi foretrækker at se flere episoder af en tv-serier på én gang og 64% af os ser i snit mellem to og fire afsnit ad gangen, hvilket jo er klokkeklar binge-watching.
Faktisk viser undersøgelsen, af 54% af os bliver så opslugt af serien, at vi ikke kan stoppe igen, når først vi er gået i gang.
Når vi binge-watcher er Netflix i øvrigt vores klare favorit, viser en undersøgelse fra DR’s Medieforskning. Faktisk slår Netflix alle konkurrenterne med flere længder. Vi danskere bruger i snit 15 minutter om dagen med Netflix, mens de næste på listen, ViaPlay og DR’s streamingtjenester kun bruges i 2 minutter om dagen.
Undersøgelsen er lavet i foråret 2014 af Norstat på vegne af Netflix blandt 500 danskere mellem 18 og 45 år.
En af Hollywoods nye stjerner, Shia LeBeouf har hovedrollen i thrilleren Eagle Eye fra 2009, som nu kan ses på Netflix Danmark.
Her følger vi Jerry (Shia LaBeouf) hvis tvillingebror er død under mystiske omstændigheder. En dag finder Jerry ud af, at hans familie er brik i en terroristgruppes dødsensfarlige planlægning af et politisk snigmord. For at rense sig selv og sin mor bliver han nødt til at infiltrere terrorcellen. Sammen med den unge kvinde Rachel bliver de han en af USA mest eftersøgte personer.
Det er Steven Spielberg, der har produceret filmen, som er ganske vellykket. Hvis du i forvejen er lidt paranoid over for Big Brother samfundet, så vil denne film helt sikkert få dig til at sidde på kanten af sofaen.
CinemaZone gav Eagle Eye 4 stjerner og skrev: “Selvom filmen er godt to timer lang, flyver actionscenerne og forfølgelsesvanviddet forbi. Vi har set det hele før, men her bliver det bare fortalt på en flottere og mere medrivende måde, end mange andre film i samme genre.”
Clint Eastwoods mesterværk om slaget ved Iwo Jima, Letters from Iwo Jima fra 2006 kan nu ses på Netflix Danmark.
Letters from Iwo Jima fortæller den hidtil ufortalte historie om de 12.000 japanske soldater, der forsvarede deres hjemland mod de indtrængende amerikanske styrker under anden verdenskrig.
Uden meget andet forsvar end ren viljestyrke og selve den vulkanske ø, Iwo Jima, forvandler general Tadamichi Kuribayashis (Ken Watanabe) og hans folks enestående taktik, der var blevet forudsagt til at blive en hurtig amerikansk sejr, til næsten 40 dages heltemodig og snarrådig kamp. Også da alt tegnede til en det uundgåelige nederlag fortsatte den japanske general og hans folk med at forsvare øen.
Deres ofre, kvaler, mod og barmhjertighed lever videre i denne spændingsmættede og gribende film, som Rolling Stone kalder “unik og uforglemmelig”.
Letters from Iwo Jima på Netflix
Letters from Iwo Jima er den anden film i Eastwoods krigsfortælling og vises slaget fra japanernes side, mens filmen Flags of our Fathers viser slaget fra amerikanernes side. Flags of our Fathers er desværre ikke på Netflix Danmark i øjeblikket.
Letters from Iwo Jima har vundet bådet en Oscar og en Golden Globe.
De danske anmeldere gav filmen både 5 og 6 stjerner, da den kom i de danske biografer i 2006:
BT (5 stjerner): “…intet mindre end fantastisk.”
Jyllands-Posten (6 stjerner): “…uden en eneste falsk tone, uden patos, uden sentimentalitet, uden kynisme, men med den værdighed som udmærker stor kunst.”
Letters from Iwo Jima kom på Netflix den 28. januar 2015.