Netflix har gjort os danskere vilde med binge watching.
Ligesom Netflix brugere over hele verden, sluger vi den ene serie efter den anden, men helt nye tal fra Netflix viser, at vi er nødt til at fordøje en serie, før vi er klar til at kaste os over en ny serie på Netflix.
Tallene viser, at vi i snit skal bruge tre dage fra vi det sidste afsnit af yndlingsserien er rullet over skærmen, til vi kaster os over en ny serie. Dette gælder for mere end halvdelen (59 %) af streamingtjenestens medlemmer.
Spørgsmålet er så, hvad bruger vi denne serie-pause til?
Tallene fra Netflix tyder bestemt ikke på, at vi sætter streamingen på pause i de tre dage. 61 procent af Netflix-seerne går i krig med en film, når de skal have en pause fra serie-kiggeriet.
Netflix har analyseret seerdata fra over 86 millioner medlemmer på tværs af mere end 190 lande i perioden januar 2016 til oktober 2016. og fundet ud af, hvilke film og serier der hører sammen. En populær kombination er fx den finurlige Netflix-serie Unbreakable Kimmy Schmidt og den excentriske Zoolander eller de to komedier Orange is the New Black og filmen The Big Short.
– Vi forsøger hele tiden at være på forkant med vores medlemmers vaner og præferencer for indhold, og senest har vi altså fundet ud af, at film spiller en unik rolle i medlemmernes binge watching-rutiner. En tredjedel af vores medlemmer følger dette mønster – og det interessante er især, at film konsekvent spiller en større rolle i medlemmernes brug af Netflix, ligesom kombinationen af tv-serier og film er gennemgående, siger Ted Sarandos, Chief Content Officer hos Netflix.
Populære film- og seriepar på Netflix
Ud fra tallene kan man udlede helt klare mønstre og kombinationer af film og serier, som gælder på tværs af landegrænser og demografi.
Eksempelvis er der blandt Netflix-seere en tendens til, at det politiske drama House of Cards efterfølges af Beasts of No Nation – to fortællinger, der centrerer om kompromisløse og ubarmhjertige ledere. Og efter at være blevet konfronteret med social uretfærdighed og sørgelige skæbner i Making a Murderer rykker mange seere videre til The Hunting Ground.
På samme måde betyder Vince Gilligans bifald til Tarantino i Breaking Bad, at mange seere herefter nyder et gensyn med ’Pulp Fiction’, når Breaking Bad er set til ende. Og fans af den hurtigsnakkende mor-datter-duo fra Gilmore Girls vælger at gense klassikere som Breakfast at Tiffany’s og Casablanca.
Udover at kombinere serie-binge watching med film, kaster Netflix-seerne sig også over dokumentarfilm. Efter at have stiftet bekendtskab med brutale narkobaroner- og karteller i Narcos rykker mange fx videre til lignende titler som Cartel Land og Narco Cultura for at få endnu større indblik i temaet. De, som har set Marvel’s Luke Cage, fortsætter ofte deres søgen efter retfærdighed med dokumentaren 13TH, mens seere af Black Mirror dykker ned i teknologiens virkelige skyggesider i dokumentaren Hot Girls Wanted.
En af de mere iøjnefaldende kombinationer af serier og dokumentarer er animationskomedieserien BoJack Horseman, som af mange kombineres med Tony Robbins’ mere seriøse dokumentarfilm Tony Robbins: I Am Not Your Guru.
Det er således ikke alle Netflix-seere, der bevæger sig videre i samme genre, når yndlingsserien er afsluttet. Faktisk viser tallene, at de Netflix-seere, der netop har afsluttet en uhyggelig serie, ofte hopper til komediegenren, når de skal have en pause fra seriekiggeriet. Efter serier som Stranger Things bevæger mange sig således videre til science fiction-komedien Back to the Future, mens den nervepirrende American Horror Story får folk til at klikke sig videre til komediedramaet Mean Girls.