Det er Clint Eastwood, der har instrueret Jersey Boys fra 2014, som nu kan ses på Netflix Danmark.
Jersey Boys er historien om den ikoniske 60’er rockgruppe The Four Seasons, der blev vejen ud af en kriminel løbebane for de tre venner Frankie Valli (John Lloyd Young), Tommy DeVito (Vincent Piazza) og Nick Massi (Michael Lomenda). Sammen med sangskriveren Bob Gaudio (Erich Bergen) som fjerdemand toppede de hitlisterne i 60’erne med hits som “Sherry ,” “Big Girls Don’t Cry,” “Walk Like a Man,” “Dawn” og mange flere.
Livet på toppen var dog ikke kun rosenrødt. Gruppen skulle kæmpe med besværlige pladeselskaber, interne problemer og mafia-gangsteren Gyp DeCarlo (Christopher Walken).
Jersey Boys er filmudgaven af den prisvindende Broadway-musicalen af samme navn.
BT gav filmen 5 stjerner og skrev: “Clinten er trods alt blevet 84, og måske havde ‘ Jersey Boys’ haft godt af en instruktør, der var lidt hurtigere på aftrækkeren.”
Den fransk-britiske spion thriller Dame Konge Es Spion, der er baseret på John le Carrés klassiske spionroman, kan nu ses på Netflix.
Året er 1973 og den kolde krig er på sit højeste. Den britiske efterretningstjeneste SIS, også kaldet MI6, med kodenavnet The Circus, kæmper for Englands sikkerhed, men har svært ved at følge med de tunge drenge – USA og Sovjet – i kampen om pålidelige informationer.
Den knivskarpe agent George Smiley (Gary Oldman) får til opgave at gennemtrævle fortid og nutid i den Britiske Efterretningstjeneste i jagten på en farlig dobbeltagent, der har sent hemmelige informationer videre til Sovjetunionen og dermed bragt England i fare.
Smiley får fat i en liste med de mistænkte agenter. De har kodenavnene Dame, Konge, Es… og Smileys eget navn! Et livsfarligt spil er i gang, og Smiley er fanget i midten.
Dame Konge Es Spion byder på en lang række mesterlige skuespillere bl.a. Gary Oldman, Colin Firth, Tom Hardy, Benedict Cumberbatch og danske David Dencik.
Filmen er instrueret af Tomas Alfredsson, som stod bag Låt den rätte komma in, som indbragte ham priser over hele verden bl.a. en Robert i Danmark.
De danske anmeldere var meget begejstret for Dame Konge Es Spion og Jyllands-Postens anmelder gav den 5 stjerner og skrev: “Det er knugende at følge, frisk luft trænger der ikke ind, men det er også en fantastisk oplevelse – både på grund af filmens gennemførte, intelligente stil og de enkelte billedkompositioners gennemkalkulerede hensigtsmæssighed.”
Dame Konge Es Spion kom på Netflix den 23. juli 2015.
Nu kan du se Jodie Foster i spændings-thrilleren The Brave One fra 2007 på Netflix Danmark.
Filmen følger radio-værten Erica Bain (Jodie Foster), der elsker New York og hver dag fortæller levende om byen i sit radioprogram.
Det hele ændrer sig dog, da Erica og hendes forlovede (Naveen Andrews) bliver brutalt overfaldet i Central Park. Overfaldet er så voldsomt at hendes forlovede dør, mens hun havner i koma.
Da Erica vågner er alt forandret. Hendes elskede by er pludselig en mørk, skummel by. Med sin nyerhvervede pistol begynder Erica et personligt hævntogt mod storbyens kriminalitet i jagten på gerningsmændene. Ericas hævntogt går dog ikke ubemærket hen og pludselig er en strømer (Terrence Howard) på sporet af hende.
Politiken gav The Brave One 3 stjerner og skrev: ‘Jodie Foster på hævntogt i mellemgod film’
Den anmelderroste film Mud fra 2013 med Matthew McConaughey i sin måske bedste rolle nogensinde, kan nu ses på Netflix.
Ellis (Tye Sheridan) og hans bedste ven Neckbone (Jacob Lofland), møder den mystiske mand Mud (Matthew McConaughey), der gemmer sig på en øde ø i Mississippifloden.
Mud fortæller de mest utrolige historier, om at han har slået en mand ihjel i Texas for at beskytte sit livs kærlighed og nu er eftersøgt af dusørjægere. Han påstår, at han skal mødes og stikke af med sin elskede, Juniper (Reese Witherspoon), der venter på ham i byen.
Skeptiske men også nysgerrige indvilger Ellis og Neckbone i at hjælpe Mud, koste hvad det vil. Drengene indser snart, at sandheden er farligere end de anede, men da er det for sent at bakke ud.
Mud på Netflix
Det er den 35-årige instruktør Jeff Nichols, der har instrueret dette enestående drama, der er blandt de bedst anmeldte film i USA i år. “En ny amerikansk filmklassiker er skabt” skrev Joe Morgenstern i Wall Street Journal.
De danske anmeldere uddelte både 5 og 6 stjerner til Mud. Ekstra Bladet skrev: “En næsten magisk oplevelse, og en coming-of-age film, der sigter direkte mod status som kultklassiker.” og Politiken skrev: “Nichols har skrevet et vidunderligt manuskript med psykologisk, følelsesmæssigt og dramatisk klarsyn i hver detalje og foldet det ud emmende af lokal atmosfære, og så viser han sig som gudsbenådet personinstruktør.”
Den amerikanske gyser, Creep fra 2014 kan nu ses på Netflix.
Creep handler om fotografen Aaron (Patrick Brice), der mangler penge og svarer på en annonce på Craigslist (svarer til Den Blå Avis). Han hyres til at lave en film af Josef (Mark Duplass), der bor i en øde bjergby. Han får $1000 for opgaven.
Da Aaron kommer frem finder han ud af, at Josef er dødssyg og filmen skal fungere som en slags videotestamente til Josefs ufødte søn. Aaron begynder dog at tvivle på Josefs motiver, da de to har tilbragt en del tid sammen. Er han virkelig dødssyg og hvis filmen er til hans ufødte søn, hvor er så hans gravide kone?
Creep er lavet som en slags Found Footage-film (POV – Point of View) ligesom The Blair Witch Project, men gør det på en ny måde, der bestemt gør genren interessant igen. Det er Blumhouse Productions, der står bag filmen og det er garvede gyserfolk vi har med at gøre. De har også stået bag blandt andre Insidious og Paranormal Activity.
Den danske gyserblog Heaven of Horror gav filmen 5 ud af 6 stjerner og skrev: “Troede du, at POV nichen var ved at uddø, så skal du bare se Creep for at kunne erkende, der stadig er meget mere at komme efter!”
Creep kom på Netflix den 14. juli 2015 og er i øvrigt den første film i det der er planlagt til at blive en gysertriologi.
Andrew Morgan’s chokerende dokumentarfilm The True Cost om det tøj vi alle går i, kan nu ses på Netflix Danmark.
Holdet bag The True Cost beskriver fødekæden inden for tøjproduktion. Lige fra arbejdere og fabriksejere i Bangladesh, bomuldsmarkerne i Indien til de store modehuse, hvis strategi og reklamer har ændret den måde vi forbrugere køber tøj på.
The True Cost viser konsekvensen af, at vi her i den vestlige verden kan købe billigt tøj, som vi bagefter kan smide væk og købe noget mere. For mens prisen vi betaler for vores tøj er faldet en anelse de senere år, er både de menneskelige og miljømæssige omkostninger steget dramatisk.
Dette skyldes især at vi her i den vestlige verden køber væsentligt mere tøj end vi gjorde for bare 20 år siden. Faktisk er tøjforbruget steget med 500% over de seneste årtier. Samtidig er produktionen flyttet til tøjfabrikker i den 3. verden, hvor arbejderne lever under kummerlige forhold, der slet ikke lever op til hverken EU-standard.
Så måske er prisen på det tøj vi køber i butikkerne eller på nettet lav, men det er kun en brøkdel af, hvad de miljømæssige og menneskelige omkostninger virkelig er. Ifølge The True Cost er tøjindustrien – næst efter olieindustrien – den branche i verden, som har den største negative indvirkning på vores miljø. Den nuværende tøjproduktion med konstant billigere tøjkollektioner er ikke bæredygtig og der er brug for forandring.
Der er underholdning for hele familien i den animerede tegnefilm Horton Og Støvfolket Hvem (Horton Hears a Who), som nu kan ses på Netflix.
Horton Og Støvfolket Hvem foregår i Hvem-byen og handler om den udødelige elefant, Horton, der en dag hører et råb om hjælp fra et lillebitte støvfnug, der langsomt hvirvler rundt i luften. Horton er sikker på, at der må være liv gemt i det lille flyvende støvfnug og er derfor fast besluttet på at hjælpe.
Omverdenen har travlt med at fortælle Horton, at han er ved at blive skør, men Horton er sikker i sin sag, for støvfnugget viser sig at være befolket af det mikroskopiske støvfolk. Og støvfolket har brug for hjælp.
Horton Og Støvfolket Hvem (Horton Hears a Who) er baseret på den bog af samme navn, der første gang blev udgivet i 1954 af Ted Geisel. Han skrev under kunstnernavnet Dr. Seuss, der siden skulle vise sig at skrive nogle af de mest populære børnebøger nogensinde.
Filmen fik flotte anmeldelser og CinemaZones anmelder gav den 5 stjerner og skrev: “Men på sine egne præmisser er Horton og Støvfolket Hvems hyldest til såvel det kolossale som mikroskopiske endt som den mest mindeværdige og elskværdige animationsfilm siden Disney/Pixars Ratatouille.”
Horton Og Støvfolket Hvem (Horton Hears a Who) kom på Netflix den 15. juli 2015, hvor den naturligvis kan ses med dansk tale. De danske stemmer leveres i øvrigt af Jens Jacob Tychsen (Horton), Troels Lyby (Borgmesteren) og Søs Egelind (Kænguru)
Se traileren til Horton Og Støvfolket Hvem (engelsk version)
Den svenske krimiserie Fjällbacka-Mordene, som bygger på den svenske krimiforfatter Camilla Läckbergs romaner kan nu ses på Netflix Danmark.
Hvis du kender til Camilla Läckbergs populære bøger vil du hurtigt finde dig til rette med denne serie, da persongalleriet mere eller mindre er identisk. Hovedpersonerne er naturligvis forfatteren Erica Falck (Claudia Galli) og hendes mand, politimanden Patrik Hedström (Richard Ulfsäter). Handlingen foregår i den lille idylliske by Fjällbacka, der ligger på den svenske vestkyst ca. 125 km nord for Gøteborg.
Fjällbacka-Moderne er ikke en traditionel tv-serie med afsnit på 40-50 minutter. Der er tale om hele film på 1 timer og 30 minutter. To af filmene fik endda premiere i de svenske biografer.
1. Fjällbacka-Mordene – Tyskerungen
Den succesfulde forfatter Erica Falck’s forældre omkommer i en voldsom bilulykke. Nogle måneder senere bliver Erica opsøgt af en mand, som påstår, at han er hendes halvbror, og at de har den samme mor. Erica tror ikke på ham og beder ham om at gå. Da han nogle dage senere findes myrdet, begynder hun at gennemgå sin mors ting. Hun finder hurtigt ud af, at hendes mor havde mørke hemmeligheder fra fortiden, hemmeligheder som nogen eller nogle vil gøre alt for at holde skjult. Erica trækkes længere og længere ind i et spind af løgne og pludselige dødsfald.
2. Fjällbacka-Mordene – Havet giver, Havet tager
Da Erica finder Fjällbacka’s fotograf Stigge myrdet i sit studio, kan hun ikke lade være med at interessere sig for efterforskningen. Patrik og hans kollegaer hos Fjällbacka politi går hurtigt i gang med en undersøgelse af mordet. Men Erica er allerede langt foran politiets efterforskning. Hun finder en kæde af kærlighed, afpresning og mord.
3. Fjällbacka-Mordene – Strandridderen
Den unge kystvagt Jessica finder to dybhavsdykkere døde efter en storm. Lige efter findes formanden for Kungshamns skibsmuseum myrdet. Da Erica begynder at undersøge den usædvanlige situation, opdager hun, at alle tre dødsfald har koblinger til et skibsvrag fra 1820. Hvad er hemmeligheden, der sank til bunds den nat for længe siden, da skibet forliste?
4. Fjällbacka-Mordene – Lysets dronning
En kvinde i hvid luciadragt løber grædende over isen. Hun kaster sig ned i det åbne, mørke vand og forsvinder. Det er den 13. december, og mange af Fjällbacka’s indbyggere er gået i kirke for at fejre Lucia. Men Lucia er forsvundet. Erica kan ikke lade det ligge og begynder at undersøge, hvad der er sket. Fortiden indhenter nutiden da Erica opdager en hemmelig kærlighedsaffære og en mand, der vil have hævn.
5. Fjällbacka-Mordene – Venner for livet
Da Erica var 13 år gammel, så hun sin bedste ven Peter stå på en bus og forsvinde ud af hendes liv for altid. Men et sted dybt inde har Erica ikke sluppet Peter og hans forsvinden. Da hun begynder at skrive en ny historie, undersøger hun de begivenheder, der førte til Peters forsvinden. Hun havde aldrig forestillet sig de mørke hemmeligheder, hun ville finde, og at det skulle være til fare for hendes eget og andres liv den dag i dag.
6. Fjällbacka-Mordene – Beskuerens Øje
Erica’s søster Anna er på besøg samtidig med, at TV-programmet “Antik i Kubik” indspiller et afsnit på slottet i Fjällbacka. Under forberedelserne til TV-programmet finder Anna en ven bevidstløs og låst inde i sin bil. Dagen efter findes en mand myrdet på slottet, og det maleri som manden havde med til at vise i TV-programmet findes blandt Annas ejendele. Pludselig er Erica’s søster mistænkt for mord, og Erica gør alt for at bevise hendes uskyld.
Fjällbacka-Mordene på Netflix
Netflix har valgt at ligge afsnittene i en anden rækkefølge end svensk tv. Første film på svensk tv, var Betragterens Øje, mens film nummer to var Venner For Livet. Det er de sidste to film på Netflix, som har valgt at kører med den rækkefølge filmene blev vist på fransk tv i efteråret 2014.
Der er indtil videre lavet ialt 12 afsnit i serien, hvor af Tyskerungen også blev vist i biograferne.
Fjällbacka-Mordene sæson et kom på Netflix den 15. juli 2015.
Mød de sjove Mumitrolde fra Mumidalen, mens de forundres over de ting, der kommer op af Troldkarlens hat, møder gæster fra rummet og meget mere.
Her i sæson 2 af Mumitroldene kan du se, om det lykkedes hele Mumidalen af finde Mumimors taske, der er blevet væk og om Troldmandens magi, kan finde frem til den rigtige ejer af Kongens rubin. Se også hvordan Troldmanden giver alle i Mumidalen et ønske de må få opfyldt.
Den finske forfatter Tove Marika Jansson udgav helt tilbage i 1946 udgav sin første bog om Mumitroldene. Året forinden havde hun udgivet en bog om den verden – Mumidalen – som de små Mumitrolde lever i.
Mumitroldene på Netflix
I hjemlandet Finland er der ikke meget der er større end Mumitroldene, som ses af alle børn. Nu har du og dine børn også muligheden for at følge med i de nuttede flodheste-lignende Mumitroldes liv på Netflix.
Mumitroldene sæson 2 kom på Netflix den 9. juli 2015 og er naturligvis med dansk tale.
Nu er Gus Van Sants drama fra 2012, Promised Land på Netflix.
Filmen handler om den unge og dygtige Steve Butler (Matt Damon), der sammen med sin makker, Sue Thomanson (Frances McDormand) opkøber rettigheder til naturgasudvinding fra fattige bønder i Midtvesten for selskabet Global. Det er en forholdsvis nem opgave, at overtale de økonomisk pressede bønder til at bide på – lige indtil en lokal skolelærer (John Krasinski) begynder at tage kampen op med støtte fra en græsrodsbevægelse og stille spørgsmålstegn ved de miljømæssige konsekvenser. Modtanden får Steve på andre tanker.
Det er Matt Damon og John Krasinski, der har skrevet manuskriptet til Promised Land, som er instrueret af Gus Van Sant.
De danske anmeldere var begejstret for filmen, da den kort varigt kom i de danske biografer. Berlingskes anmelder gav filmen 4 stjerner og skrev: “Promised Land er en god gammeldags menneskelig fortælling med psykologiske nuancer og noget på hjerte.”