Kategorier
BREAKING FILM

‘Olsenbanden på de bonede gulve’ nu på Netflix

For første gang er den berømte trio Egon, Kjeld og Benny nu i en animeret udgave.

Olsenbanden skal denne gang arbejde for selveste Statsministeriet. Opgaven lyder på at stjæle H.C. Andersens originale fjerpen fra det Danske Eksport Museum. Fjerpennen skal angiveligt gives til Kinas eventyrglade præsident som gave for en lyssky handel med våben. Det gælder intet mindre end Rigets sikkerhed og gode omdømme.

Heldigvis har Egon en plan. Han skal bare bruge en boremaskine, et glas honning, en flaske økologisk sveskejuice og en god bunke døde rotter.

Filmen kom i de danske biografer i 2010 i både en 3D og almindelig 2D udgave. Det er holdet som også lavede ‘Terkel i knibe’ og ‘Rejsen til Saturn‘, der står bag ‘Olsenbanden på de bonede gulve’.

De danske anmeldere var lidt lunke i deres anmeldelser af filmen. Politiken var dog begejstret og gav den 4 stjerner: ‘Stik imod alle odds virker filmen faktisk morsom, opfindsom og veldrejet i lange passager. Man kunne have ventet det modsatte, fordi originalerne jo allerede selv brugte alle tegnefilmenes gags, rytmer og detaljerede usandsynligheder’

De danske stemme leveres eminent af Martin Buch, Nicolaj Kopernikus og Esben Pretzmann – og Annette Heick er i særklasse fantastisk i sin gengivelse af Yvonne.

Der er helt sikkert lagt op til vaskeægte familiehygge foran fjernsynet med ‘Olsenbanden på de bonede gulve‘, som kom på Netflix den 15. marts 2014.

Se traileren til ‘Olsenbanden på de bonede gulve’

http://youtu.be/FCbeoh8UoY8

Af Brian Ebbesen

Da indholdet på Netflix hele tiden udvikler sig, kan vi ikke garantere, at de film og serier vi skriver om, fortsat er på streamingtjenesten. Netflix foretager løbende en justering af deres indhold og desværre bliver vi ikke orienteret om, hvilke film og serier de fjerner.