Kategorier
BREAKING NYHEDER STREAMINGTJENESTER

Netflix får mere end svært ved at lukke smuthul

Forleden kom det frem, at Netflix om kort tid vil lukke det smuthul, der betyder, at du kan se f.eks. den amerikanske eller britiske udgave af Netflix her i Danmark og dermed få adgang til væsentligt flere film. Nu lyder det fra flere streaming og IT-eksperter, at det kan blive en umulig opgave for streaminggiganten.

Claus Bülow Christensen, medieanalytiker og udviklingsdirektør i Zibra Digital Media Group siger til Ekstra Bladet:

– Min overordnede konklusion er, at det ikke kommer til at virke rent praktisk. Der findes en række interessante startupfirmaer, der har skabt tjenester, som kan kan hjælpe folk med at tilgå Netflix fra et andet land, og jeg er ikke i tvivl om, at de nok skal finde en løsning for stadigvæk at beholde deres kunder. 

Løsningen og det nye smuthul findes måske ikke lige med det samme, men det vil ifølge streaming-eksperten kun være et spørgsmål om tid.

– Der bliver formentligt lidt besværligt i starten, eller der går lidt tid, før det bliver fikset, men fordi de økonomiske interesser er så store, så skal det nok komme.

Flere af de VPN-tjenester Flixnyt har været i kontakt med de seneste dage fortæller da også samstemmende, at de nok skal finde en løsning. Ingen ønsker dog at melde ud, hvad de konkret ønsker at gøre, men at de blot afventer et udspil fra Netflix.

Der er altså lagt op til en god gang katten efter musen-leg mellem Netflix og VPN-tjenesterne i de kommende måneder.

Årsagen til at Netflix ønsker at lukke dette smuthul er, at streamingtjenesten ikke har samme rettigheder til at vise film og serie i alle lande. Derfor har Netflix opsat en geoblockering, som sikrer, at danskere kun kan se den danske udgave af Netflix og amerikanere kun kan se den amerikanske udgave af Netflix. Denne blokering har indtil nu været nok til, at filmselskaber og andre rettighedshavere har været tilfredse og givet Netflix lov til at streame deres materiale, men nu er der tilsyneladende en stramning på blokeringen på vej.

Ifølge Netflix er virksomheden forpligtet til at overholde de licensaftaler, som der er indgået med rettighedsindehaverne af film og tv-serierne. Sagt på godt dansk, så er streaming-giganten presset til at blokere for de populære VPN- og proxy-server tjenester.

Flixnyt følger naturligvis sagen.

Af Brian Ebbesen

Da indholdet på Netflix hele tiden udvikler sig, kan vi ikke garantere, at de film og serier vi skriver om, fortsat er på streamingtjenesten. Netflix foretager løbende en justering af deres indhold og desværre bliver vi ikke orienteret om, hvilke film og serier de fjerner.