Kategorier
BREAKING FILM

Den 5 dobbelte Oscar vinder ‘The Artist’ på Netflix

Som en slag opvarmning til Oscar-uddelingen i nat i Hollywood, har filmen ‘The Artist’ netop fået premiere på den danske Netflix.

‘The Artist’ var nomineret til ti Oscars i 2012, hvor af den vandt hele fem, blandt andet som ‘Årets bedste film’.

Filmen er noget så sjældent som en stumfilm – ovenikøbet en fransk stumfilm – i sort/hvid.

Vi er tilbage i 1927, hvor George Valentin (Jean Dujardin) er stumfilmstidens største stjerne i Hollywood. Han forelsker sig i danseren Peppy Miller (Bérénice Bejo), som han forsøger at få med i sine film trods modstand fra filmselskabets chef, Al (John Goodman). Da filmselskabet vælger at satser på talefilm og George holder fast i stumfilm, begynder det at gå ned ad bakke for ham. Hans kone (Penelope Ann Miller) smider ham på porten og Peppy bliver det store hit på det hvide lærred.

‘The Artist’ er instrueret af den franske instruktør Michel Hazanavicius, der begyndte sin karriere med at lave tv-reklamer.

De danske anmeldere var meget begejstrede, da filmen fik premiere i Danmark i februar 2012. Både Politiken og Berlingske gav film 6 ud af 6 stjerner. Jacob Wendt Jensen fra Berlingske skrev i sin anmeldelse: “‘The Artist’ er filmen, der tænder troen på filmmediet, hvis man skulle have mistet den, og filmen, der får voksne mænd til at græde. Mest af glæde.”

‘The Artist’ kom på den danske udgave af Netflix den 1. marts 2014

http://youtu.be/ixqr8D7J_Kc

Af Brian Ebbesen

Da indholdet på Netflix hele tiden udvikler sig, kan vi ikke garantere, at de film og serier vi skriver om, fortsat er på streamingtjenesten. Netflix foretager løbende en justering af deres indhold og desværre bliver vi ikke orienteret om, hvilke film og serier de fjerner.