Den prisvindende og anmelderroste film Hushpuppy, der på amerikansk hedder Beasts of the Southern Wild, er netop kommet på Netflix Danmark.
Filmen handler om den 6-årige Hushpuppy (Quvenzhané Wallis), som bor sammen med sin far, Wink (Dwight Henry), i et skur i et af USA’s mørke slumkvartere nær Louisianas sumpe netop som orkanen Katrina trækker op. Pigen vokser op i klar bevidsthed om, at hun og faderen både deler uundværlig samhørighed med minisamfundet, men at de også er del af et meget større univers.
Da faderen bliver ramt af en mystisk sygdom og ikke længere kan beskytte hende, begynder naturen at opføre sig underligt: Temperaturen stiger, polerne smelter og fører en hær af urokser med sig. I håbet om at gøre det rigtige drager Hushpuppy ud for at finde sin mor.
Det er den 29-årige Benh Zeitlin fra New York, der med Beasts of the Southern Wild har fået sin instruktørdebut.
Herhjemme stod de danske anmeldere i kø for at uddele stjerner til filmen, som fik maksimum karakter af Ekstra Bladet, BT, Politiken, Berlingske og Filmmagasinet EKKO. Sidstnævnte skrev: “Hvor tit oplever man et sansemættet mesterværk, hvor man ikke har hørt om en eneste på rulleteksten? Den eneste bekymring, man kan have, er, hvordan Benh Zeitlin dog kommer videre efter en debut af denne kaliber”
Beasts of the Southern Wild blev nomineret til fire Oscar-priser og vandt ‘Grand Jury Prize’ på Sundance Film Festival i 2012 og debutantprisen ‘Caméra d’Or’ ved filmfestivalen i Cannes i 2012. Filmen blev uddråbt til at være en af de absolut største filmiske åbenbaringe i 2013.
Beasts of the Southern Wild (Hushpuppy) kom på Netflix den 1. januar 2015.
Se traileren til ‘Beasts of the Southern Wild’ (Hushpuppy)
http://youtu.be/ZF7i2n5NXLo