Kategorier
BREAKING NYHEDER SERIER

Kampen om tungtvannet: Norges største tv-serie

Den er Norges største og dyreste tv-serie nogensinde, The Heavy Water War (Kampen om tungtvannet) og nu kan du se den på Netflix.

The Heavy Water War foregår under 2. Verdenskrig og fortæller den sandfærdige kamp der foregik om at være de første til at udvikle en første atombombe, samt den norsk-britiske sabotageaktion, der udspillede sig i området omkring Telemarken i Norge.

Den tyske nobelprisvinder i fysik, Werner Heisenberg (Christoph Bach), får til opgave at udvikle atombomben for nazisterne og har brug for tungt vand, som kun fremstilles af Norsk Hydro ved Vemork, til reaktoren, han skal bygge.

Den norske major og kemiprofessor Leif Tronstad (Espen Klouman Høiner) fatter mistanke og advarer de allierede. Han sammensætter sabotagegruppen Grouse. Målet er at sprænge tungvandsanlægget ved Vemork og i serien følger man Tronstad og hans medsammensvornes idealistiske kamp for at sabotere fabrikken.

Der er flere danske skuespillere på rollelisten, blandt andre Søren Pilmark som Niels Bohr og Maibritt Saerens som Ellen Henriksen.

Selvom historien er sandfærdig, er det ikke en 100% korrekt gengivelse af begivenhederne, som de foregik i det hårde norske vinterlandskab for 70 år siden.

The Heavy Water War på Netflix

Filmmagasinet Ekko gav serien 5 stjerner og skrev: “Norske NRK hæver barren for ”Nordic Noir” med Kampen om det tunge vand, som er et storslået drama i verdensklasse og kun kan komme for langsomt på danske tv-skærme.”

The Heavy Water War (Kampen om tungtvannet) kom på Netflix den 5. februar 2016.

Se traileren til The Heavy Water War (Kampen om tungtvannet)

Af Brian Ebbesen

Da indholdet på Netflix hele tiden udvikler sig, kan vi ikke garantere, at de film og serier vi skriver om, fortsat er på streamingtjenesten. Netflix foretager løbende en justering af deres indhold og desværre bliver vi ikke orienteret om, hvilke film og serier de fjerner.