Kategorier
SERIER

Endelig: Sæson 3 af ‘Mad Men’ på Netflix

Så er der godt nyt til alle ‘Mad Men’ fans: 3. sæson af den mange gange Emmyvindende amerikanske tv-serie nu endelig klar på den danske udgave af Netflix. Netop denne sæson siges at være den hidtil bedste og mest dramaspækkede.

Serien, der er kaldt den mest sexede serie på tv, foregår i New York i 1960’erne og handler om et reklamebureau i en tid, hvor den hensynsløse konkurrence var en attraktiv fristelse. Vi følger de to hovedpersoner: Don Draper (Jon Hamm), som er kreativ chef i bureauet Sterling & Cooper, og den unge pige Peggy Olsson (Elisabeth Moss), der starter som sekretær, men arbejder sig op til at være tekstforfatter.

Serien er skabt af Matthew Weiner og den har modtaget hele 15 Emmy-awards og 4 Golden Globes. Det var den første kabel tv-serie til at vinde en Emmy og sidste år blev den kåret til at være den 7. bedste tv-serie nogensinde af Writers Guild of America.

Serien ‘Mad Men’ har desværre ikke rigtig fået den opmærksomhed, som den fortjener herhjemme, hvor den en overgang levede et stille liv på TV3 Puls. I USA så omkring tre millioner seere med på sæson 3 af ‘Mad Men’, hvilket bestemt er ok.

Første afsnit af ‘Mad Men’ havde premiere den 19. juli 2007 på den amerikanske kabel tv-station, AMC og her er man ved at gøre klar til 7. og i øvrigt også sidste sæson af serien. Der bliver tale om 14 episoder, som sendes i 2 omgange med syv i 2014 og de sidste syv i 2015.

3. sæson af ‘Mad Men’ havde præmiere på Netflix i Danmark den 5. januar 2014 og har du ikke fået begyndt på ‘Mad Men’ så kan du sagtens hoppe med på vognen, for de første to sæsoner ligger også på Netflix.

 

Af Brian Ebbesen

Da indholdet på Netflix hele tiden udvikler sig, kan vi ikke garantere, at de film og serier vi skriver om, fortsat er på streamingtjenesten. Netflix foretager løbende en justering af deres indhold og desværre bliver vi ikke orienteret om, hvilke film og serier de fjerner.