Kategorier
FILM FLIXNYT ANBEFALER

Dirch på Netflix

Det episke og livsbekræftende drama fra 2011 om hele Danmarks Dirch kan nu ses på Netflix.

København i slutningen af 50´erne. Et stort, forventningsfuldt publikum stimler sammen ned ad Frederiksberg Allé. De er alle kommet for især at se Dirch Passer (Nikolaj Lie Kaas).

30 år gammel og allerede en myte.

Med et blik, en enkelt replik, har han publikum i sin hule hånd. Sammen med sin makker og sjæleven, Kjeld Petersen (Lars Ranthe), er han på toppen af verden.

De lægger gader øde med deres symbiotiske og fantastiske timing i revyernes højborg – Stig Lommers (Lars Brygmann) farverige ABC scene.

Alt, hvad Dirch nogensinde har drømt om, er virkelighed.

Han og Kjeld nyder livet som berømtheder til fulde med endeløse byture, letlevende damer, og konstant arbejde. Men i kulisserne lurer dæmonerne. Sceneskræk, druk, jalousi og spirende ambitioner om at spille seriøse roller kaster skygger i de to komikeres venskab, og den konfliktsky, generte Dirch Passer må prøve at tage sit liv i egne skrøbelige hænder.

Filmen spænder over 3 årtier og er en episk og tragisk historie om livet bag scenen, om rodløse bekræftelsessyge mennesker, der forsøger at bekæmpe dæmonerne i kulissen, angsten, alkoholismen og ensomheden. Men frem for alt er Dirch en larmende hyldest til livet, til kærligheden og til kunsten.

Filmen er instrueret af Martin Zandvliet.

Dirch på Netflix

BT gav filmen topkarakter – 6 stjerner – og skrev: “Lars Ranthe og Nikolaj Lie Kaas er totalt overbevisende. De ligner ikke meget, men vi skal ikke mange sekunder ind i filmen, før det er ligegyldigt.”  

Dirch kom på Netflix den 1. november 2016.

Se traileren til Dirch

Af Brian Ebbesen

Da indholdet på Netflix hele tiden udvikler sig, kan vi ikke garantere, at de film og serier vi skriver om, fortsat er på streamingtjenesten. Netflix foretager løbende en justering af deres indhold og desværre bliver vi ikke orienteret om, hvilke film og serier de fjerner.