Superheltefilmen Thor fra 2011 kan nu ses på Netflix
Her bliver titelpersonen Thor (Chris Hemsworth) smidt på Asgårds port af sin mægtige far Odin (Anthony Hopkins).
Thor er en stærk men arrogant kriger, hvis tankeløse handlinger har genstartet en ældgammel krig, og som følge deraf forvises Thor til Jorden, hvor han nødtvunget må leve sammen med menneskene. Her forelsker Thor sig i forskeren Jane Foster (Natalie Portman), men han må snart sande, at truslen fra hans halv-bror Loki (Tom Hiddleston) følger med hans nye liv, og da mørke styrker invaderer Jorden, må han tage kampen op og vise sit værd.
Selvom Thor stammer fra den nordiske mytologi, så bygger filmen på Marvels superhelten Thor og er dermed meget langt fra en korrekt gengivelse af, hvad han lavede i den oldnordiske mytologi.
Thor fik en flot modtagelse i USA og England, hvor anmelderne kaldte filmen sjov og underholdende, mens de danske anmeldere var mere lunkne. BT gav filmen hele 5 stjerner og skrev: “….masser af action, drama og ikke så lidt uventet humor kan den blive svær at overgå.” mens kollegerne hos Berlingske kun gav den 2 stjerner og kaldte samme film for dum, kulørt og larmende.
Thor kom på Netflix den 2. april 2015, så nu har du selv chancen for at se, hvad de danske anmeldere var så uenige om. Hvis du falder for filmen kan du gå direkte over til efterfølgeren Thor 2, som også ligger på Netflix.