Nu har du muligheden for at komme helt tæt på det legendariske rockband, Rolling Stones i dokumentarfilmen Shine A Light på Netflix.
Det er den Oscar-belønnede instruktør Martin Scorsese, der står bag Shine A Light. Filmen beskrives som den ultimative dokumentar om og med verdens største rockband.
Scorsese har optaget store dele af filmen over to dage i forbindelse med Rolling Stones’ optræden på det legendariske The Beacon Theater i New York i efteråret 2006. De afbrød deres ‘A Bigger Bang’ turné for at give en helt speciel koncert med gæster som blues-legenden Buddy Guy, Jack White fra The White Stripes og sangerinden Christina Aguilera.
I Shine A Light kommer vi desuden bag scene og får interviews og arkivmateriale fra hele bandets lange karriere siden starten i London i 1962. Med Scorseses egene ord, vil du se sider af det legendariske rockband, som du ikke har set før.
De danske anmeldere delte både 5 og 6 stjerner ud, da de anmeldte filmen i 2008. BT gav den 6 stjerner og skrev “Du vil blive blæst op ad bagvæggen og forlade biografer som et bedre menneske.”
Shine A Light kom på Netflix den 20. december 2014.