Kategorier
BREAKING FILM

Firewall med Harrison Ford

Den amerikanske cyber-thriller fra 2006, Firewall med Harrison Ford i hovedrollen kan nu ses på Netflix.

Computereksperten Jack Stanfield (Harrison Ford) har i en årrække arbejdet trofast for Landrock Pacific Bank i Seattle. Som betroet topleder har han bygget både karriere og omdømme på at designe branchens mest effektive computersikkerhedssystemer.

Han har i årevis beskyttet bankens aktiver mod den konstante trussel fra de til stadighed mere sofistikerede internet-hackere med sit komplekse kombinationssystem af adgangskoder og firewalls.

Jacks stilling har til gengæld givet ham muligheden for en behagelig tilværelse i en eksklusiv forstad med en supervilla lige ud til vandet. Her bor han med sin kone, Beth (Virginia Madsen), der er arkitekt, og deres to børn. Men der er en indbygget sikkerhedsrisiko i Jacks system, som han aldrig har skænket en tanke: ham selv! Og det skal vise sig at være en fatal blottelse, som en fuldkommen hensynsløs og kreativ røver har tænkt sig at udnytte til sidste blodsdråbe.

Bill Cox (Paul Bettany) har nærstuderet Jack og hans families rutiner i næsten et år; deres vaner på internettet, aflyttet telefonerne og optaget dag efter dag i familiens liv med sindrigt skjulte kameraer. Han kender deres mest intime hemmeligheder, han kender navne og familier til alle børnenes kammerater, deres sygdomme og svagheder; inklusive ID koden til sikkerhedstjenesten, der overvåger det velhavende område.

Efter på den måde at have skaffet sig kendskab til hvert eneste område af Jacks liv, er Cox nu ved at være klar til at hente sin investering hjem. Med et hold af topprofessionelle kriminelle (blandt andre Nikolaj Coster-Waldau) ringer han på døren hos familien Stanfield og tager Beth og børnene som rædselsslagne gidsler i deres eget hjem. Pludselig er Jack reduceret til det meget modvillige redskab, der skal hjælpe Cox med at stjæle $100 mio fra Landrock Pacific Bank.

Filmsitet CinemaOnline gav Firewall 3 stjerner og skrev: “Firewall er en udmærket thriller uden de helt store overraskelser. Harrison Ford og co. leverer 101 minutters regulær underholdning, hvor alt er timet og tilrettelagt uden de helt store armbevægelser.”

Firewall kom på Netflix den 27. april 2016.

Se traileren til Firewall

Af Brian Ebbesen

Da indholdet på Netflix hele tiden udvikler sig, kan vi ikke garantere, at de film og serier vi skriver om, fortsat er på streamingtjenesten. Netflix foretager løbende en justering af deres indhold og desværre bliver vi ikke orienteret om, hvilke film og serier de fjerner.