Der er udsigt til at prisen på et Netflix-abonnement stiger med 5 – 10% – men kun for nye abonnenter.
Det betyder et sted mellem 4 og 8 kroner om måneden for os danskere, men da streamingtjenesten fremover skal betale dansk moms for sine danske kunder, kan den reelle prisstigning vise sig, at bliver dobbelt så stor.
I dag betaler Netflix moms i Luxembourg, men fra årsskiftet pålægges tjenesten den noget højere danske moms.
Netflix har endnu ikke meldt ud, hvad et abonnement i Danmark fremover skal koste eller hvornår prisstigningen gælder fra, men der gættes i flere kredse på, at nye abonnenter fremover kommer til at betale 99,- kroner om måneden for den almindelige Netflix-pakke.
Udsigt til flere Netflix-serier
Prisstigningen blev annonceret, da Netflix i går fremlagde deres kvartalsregnskab.
Regnskabet viste en omsætning i årets første måneder på 1,1 milliarder dollars og et overskud på 53 millioner dollars. Det er her vi skal finde årsagen til prisstigningen, for ifølge tech-skribenten Mark Rogowski fra finansmagasinet Forbes, er overskuddet simpelthen for lille i forhold til omsætningen.
For det højere abonnement kan vi Netflix-brugere til gengæld se frem til flere originale Netflix serier og en endnu bedre billedkvalitet, lover Netflix-direktøren Reed Hastings.
Rammer kun nye abonnenter
Men har du et Netflix-abonnement i dag, så kan du være helt rolig. Denne prisstigning kommer kun til at ramme dig i begrænset omfang. Den danske moms slipper du ikke for, men prisstigningen på 5-10% rammer dig ikke de næste par år.
Denne løsning er set i Irland, hvor nye abonnenter fra 1. januar 2014 skulle betale 1 dollar mere om måneden, mens de eksisterende abonnenter blev på den gamle takst i foreløbig to år.