Den amerikanske dramakomedie fra 2014, Dear White People kan nu ses på Netflix.
Fire afroamerikanske unge er startet på den prestigefyldte skole, Winchester University, hvor der går et flertal af hvide studerende.
De fire unge prøver at navigere sig igennem hverdagen, men en kultur-kamp er uundgåelig. Med et glimt i øjet udforsker Dear White People raceidentitet i ‘postracial America’, samtidig med at den fortæller en historie om at finde sin egen vej i verden.
Filmen vandt ’Special Jury Award for Breakthrough Talent’ ved Sundance Filmfestival i 2014, og den er en underfundig og provokerende satire om racerelationer i Obamas tidsalder.
Soundvenue gav filmen 4 stjerner og skrev: “Det er befriende at se en film, der tør tage tunge emner som racespændinger alvorligt på den sjove måde. Den giver os lov til både at græmmes og grine af de stereotype forestillinger, vi har om os selv og hinanden”